Min bedste feriemorgenmad: Anbefalinger fra fire nordiske madelskere

Franske Laure Dipoko flyttede til København i 2015. "Jeg var taget ud for at rejse, og kom forbi København. To uger senere besluttede jeg mig for at flytte hertil. Jeg forelskede mig bare i byen", fortæller hun. Her kan du læse om hendes bedste morgenmadsoplevelse på en ferie.

"Jeg havde virkelig en fornemmelse af, at jeg kunne gøre lige det, jeg ville."

"Det var tilbage i 2013, da jeg havde planlagt min ferie til New York. Jeg kan huske, at jeg forud for rejsen havde glædet mig til at prøve den der klassiske, klichefyldte amerikanske diner-morgenmad med pandekager, æg og alt det der.

Det første jeg gjorde, da jeg ankom, var at checke ind på mit hotel ved Madison Square Garden. Det andet var at indlede min jagt på den amerikanske morgenmad. To blokke fra hotellet fandt jeg denne her diner, som du kender dem fra amerikanske film. Det var nærmest bedre, end jeg havde håbet på. Det var min første gang i USA uden mine forældre, så jeg havde virkelig en fornemmelse af, at jeg kunne gøre lige det, jeg ville. Jeg endte med at bestille alt det, jeg havde lyst til: vafler med flødeskum, bær og sirup, cappuccino og juice. Det var på en måde meget frigørende bare at bestille det hele.

I Frankrig, hvor jeg er vokset op, så vi ofte Amerika gennem film og serier, så jeg havde nærmest fornemmelsen af at være med i en sitcom, da jeg sad der og spiste morgenmad. Det er min bedste morgenmadsoplevelse i udlandet, tror jeg."

Laure er igen tilbage i USA, hvor hun rejser rundt, før hun til næste år flytter tilbage til København.

#GodMorgen  #Morgenmad