Marokkansk bircher mysli

At forberede morgenmaden allerede aftenen før kan jo virke lidt overambitiøst, men det er faktisk slet ikke nogen dårlig ide. I vores familie er vi altid mindst stressede om aftenen og mest stressede om morgenen, så når man finder en god, kold grød eller bircher mysli i køleskabet, bliver man næsten helt euforisk. Når havregryn får lov at stå og trække i væske natten over, bliver det også allermest cremet. Denne variant er inspireret af marokkanske smagsnoter med frisk appelsin og granatæble, krydret kanel, salte mandler og ekstra sødme og cremethed fra tahin og honning. Servér den i en skål eller hæld den over i en bøtte med låg, så har du transportabel morgenmad. /Luise, Green Kitchen Stories.

Tip: Hvis du vil, kan du også lave grøden samme morgen. Så skal du bare bruge lidt mindre væske og vente mindst 20-30 minutter, så havregrynene bliver bløde.

(2 portioner)

Grød
3 dl havregryn
2 spsk. rosiner
1 knsp. salt
1/2 tsk. kanel 
3 dl God Morgen® Organic Orange
1 dl valgfri mælk 

Topping
1 appelsin, skrællet
1/2 granatæble
1/2 dl saltede mandler, hakkede
1 spsk. tahin
1 tsk. honning
1 knsp. kanel 

Rør ingredienserne til bircher myslien sammen i en stor bøtte, læg låg på og sæt den i køleskabet natten over. Fordel i to skåle og top med appelsinskiver, granatæblekerner og saltede mandler. Dryp lidt tahin og honning over og drys med mere kanel.